Kantar Gallup er Danmarks største analyseinstitut, og med vores mere end 700.000 gennemførte interview om året, kommer vi godt rundt blandt den danske befolkning både som private husstande, offentlige institutioner og private virksomheder, og vi er hver dag i kontakt med en stor gruppe mennesker.
Når man har deltaget i en Gallup-undersøgelse, kan der efterfølgende dukke nogle spørgsmål op.
Vi har derfor nedenfor prøvet at samle svarene på de mest almindelige spørgsmål. Finder du ikke umiddelbart svaret på dit spørgsmål, eller har du kommentarer til vores arbejde, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os.
Hvordan kan Kantar Gallup ringe til mig, når jeg har hemmeligt nummer?
Kantar Gallup ringer tilfældige numre op. Dvs. vi har en computer til at generere 8 tilfældige cifre, som efterfølgende bliver ringet op af vore interviewere. I og med at computeren automatisk sætter 8 cifre tilfældigt sammen, ringer interviewerne også op til både ikke-eksisterende og hemmelige numre.
Analyseinstitutter må ifølge loven gerne kontakte hemmelige telefonnumer samt telefonnumre, der er tilmeldt Robinsonlisten.
Hvordan kan jeg vide, at det er Kantar Gallup, der har ringet til mig?
Når du bliver kontaktet af vore interviewere skal de præsentere sig med navn og oplyse, at de ringer fra Kantar Gallup. Hvis du er i tvivl kan du bede intervieweren om et telefonnummer, hvor du kan ringe og få bekræftet, at intervieweren er ansat hos Kantar Gallup.
Har du gennemført et telefoninterview og efterfølgende gerne vil have bekræftet, at det var med Kantar Gallup, er du velkommen til at kontakte os på telefon 39 27 27 27 på hverdage i tidsrummet 8 - 16.
Hvorfor ringer Kantar Gallup når jeg spiser eller holder weekend?
Kantar Gallup ringer ud på alle ugens 7 dage næsten alle dage om året, og derfor ringer vi til mange danskere hver dag på forskellige tidspunkter. Vi er selvfølgelig kede af at forstyrre folk midt i middagsmaden eller i weekendens arrangementer, men vi bliver nødt til at tale med folk i aftentimerne og i weekenderne, hvor folk oftest ikke er på arbejde. Såfremt det ikke er et godt tidspunkt, når vi ringer første gang, kan vi kontakte jer igen, når det passer bedst.
Bliver undersøgelsesresultaterne offentliggjort?
Undersøgelserne bliver købt af Kantar Gallups kunder og kan handle om alt fra udvikling af nye emballager og afdækning af hvem kundens målgruppe er, til om at få indblik i folks kendskab til annoncer og reklamer eller holdninger til forskellige emner.
Da undersøgelsesresultaterne er kundens ejendom og ofte af konkurrencemæssige årsager fortrolige, har vi i de fleste tilfælde ikke mulighed for at offentliggøre resultaterne. Du kan dog se nyheder om undersøgelser gennemført af Kantar Gallup under menupunktet Målinger og Resultater her på vores website.